Jeg har altid været glad for at spille brætspil, og efter mange års pause startede jeg en lille klub op for en tre fire år siden, hvor vi spiller hver anden uge.
Min smag er konfliktspil, gerne med meget taktiske board states der skifter meget mellem dine ture. Spil hvor du skal holde øje med de andre, og sørge for ingen går manøvreret sig i stilling til at vinde inden det er din tur igen.
Nogle af mine yndlingsspil er:
- Pax Pamir 2nd edition
- Pax Renaissance
- Dominant Species
- Hannibal & Hamilcar
- Time of Crisis
Hvad med jer andre?
Catan har alle dage været et hit, og Splendor har også været godt modtaget blandt vennegruppen. Terraforming Mars har nærmest været fast inventar i vennegruppen, når der har været tid til det.
Vi spiller jævnligt Gloomhaven. Det har været meget underholdende, men vi er nok ved at løbe tør for indhold efter at have spillet siden 2018. Frosthaven skulle ligge klar til at afløse når vi går død i det.
Konen overdyngede mig i brætspil til dette års fødselsdag og mens Century spillene virker lovende, ender jeg nok med at hive Dune Imperium: Uprising frem næste gang. Det er et fremragende deckbuilding og worker placement spil, dog lidt svært at komme i gang med. Jeg har stadig Castles of Burgundy til gode.
Jeg fik for nyligt prøvet Wingspan. Jeg har ikke haft de store tanker om det før, pga. temaet, men det er meget spændende og det føles ikke som at der en strategi som er væsentligt bedre end de andre.
+1 til wingspan. Det er grineren og temaet med fugle er meget gennemført! PS: de to ravne i grundspillet er voldsomt gode. Så gode at nogle vist spiller uden
Ja, Wingspan er et ret hyggeligt brætspil, når reglerne først sidder på rygraden.
Kan godt lide de to forskellige pointsystemer, alt efter om man vil spille kompetitivt eller ej.
Jeg kunne godt lide Catan i 90erne, men nu synes jeg det er for langt og for kedeligt. Terraforming Mars er sjovt nok, men jeg synes det er lidt for solitaire-agtigt; jeg kan godt lide at man mere direkte kan fucke med hinandens planer :)
Catan kan bestemt noget. Jeg synes det dog har den ulempe at fremgangen accelerere, hvis man først er foran. Dvs. at efter 5-7 runder er spillet ofte reelt afgjort og resten af tiden sidder man bare og venter på at den ene eller de to, der er foran bliver færdige. Vi spiller det dog stadig, og jeg kan godt li’ junior-versionen, den er lidt bedre balanceret (men kun sjov og spille med børn).
Ticket to Ride er også et hit herhjemme.